Disse fire fyre er vokset op med Helmig, siden hans første plade kom i 1985 – på pladespilleren, i walk-man’en, til skolefesten.
De har oplevet hans magi lige siden de første gang serverede en kop te for kæresten, smed en Helmig-skive på pladespilleren og fumlende – men desværre forgæves – forsøgte at lirke BH’en op.
De har sidenhen oplevet Helmig til utallige koncerter rundt om i landet. Og alle disse oplevelser, efterhånden igennem to årtier, kulminerer i bandets fortolkninger af alle de Helmig-sange, de elsker og kan på rygraden – spillet med hjertet og med behørig respekt for originalen – med en intensitet, som kun kærlighed kan forklare.
Det er ikke en overdrivelse, når anmelderne bl.a. skriver “…næsten som at opleve Helmig himself “.
Og med blandt andre Stupid Man, Jeg Ta’r Imod, Midnat I Europa, Kære Maskine, Det Er Mig Der Står Herude Og Banker På, Golddigger, El Camino – som bare et lille fragment af sæt-listen – er der dømt stensikker syng-med-fest, når Thomas Helmig Jam featuring Michael Trier er på scenen.
Du skal virkelig gnide øregangene godt for at høre forskel. Gør dig selv og din indre Helmig-fan en tjeneste, og oplev Thomas Helmig Jam featuring Michael Trier LIVE – der er garanti for et smeltet isbjerg!