THE NEW WEAVERS spiller rockmusik med udgangspunkt i 1970’ernes britiske lyd, hvor vævende guitarer og melodisk bas stempler boogien ind i popmusikken. Der er både plads til korharmonier, wurlitzer og guitarsolo.
Er du til Rolling Stones, Creedence og Faces, så er du nok også til THE NEW WEAVERS. Bandet har modtaget meget ros for deres autentiske lyd og deres debutsingle, Don’t Make a Scene, der gik rent ind hos både radiokanaler og blogs.
“En håbefuld hjertestarter for rockmusikken”, skriver Side 33 og placerer THE NEW WEAVERS på listen over bedste udgivelser i 2021.
På scenen kan du forvente et 8-mands orkester, der inkluderer congas, orgel og kor – foruden den traditionelle bas, trommer og guitarer besætning.
THE NEW WEAVERS er på vej op i det danske rocklandskab og du kan nå at hoppe toget nu. THE NEW WEAVERS udgav deres anmelderroste debutalbum Rock ‘n’ Roll Fan Fiction i 2022.
IMPOSSIBLE MEMORY kombinerer i sine sange synthklange, atmosfæriske droner og inderlig vokal med insisterende trommer og huggende guitarer i, hvad der startede som et onemanshow, men som nu er udbygget til at inkludere trommeslager Mads Brendes.
Musikken er et sammensurium af inspirationskilder og lader sig ikke nemt genredefinere, men der findes referencer til både 00’ernes indienavne som Sparklehorse og The Notwist til nyere genrebendere som eksempelvis Alex G.
Sanger og sangskriver Jacob Høegh har i mange år huseret i den københavnske musikundergrund og været en del af navne som Sleep Party People, Hellraiserten, Under the Pines samt bandkollektivet Copenhagen Collaboration. Han er nu bosat i Aarhus.
IMPOSSIBLE MEMORY udgav debut EP’en i 2019 og barsler nu med ny musik.