I år fylder Fatter Eskil 50 år! Det fejres selvfølgelig som vi gør det bedst; med masser af fantastisk livemusik!
Hvad der for 10 år siden startede som et guitar-frirum og en ventil for Søren Andersen og Mika Vandborg, er nu vokset til et etableret rockband med hundredvis af koncerter på spillesteder og festivaler.
Efter en tour i det danske sommerland med Sanne Salomonsen handler det i november og december kun om ELECTRIC GUITARS, når de tager på deres første tour i eget navn i 2 år. De fejrer deres 10 års jubilæum!
I løbet af det sidste årti har bandet ikke alene udgivet flere albums, heriblandt deres seneste udgivelse Freewheeler, de har også turnéeret i USA, Tyskland, Sverige, Norge og Frankrig. Derudover har legendariske bands som Deep Purple og Status Quo haft fornøjelsen af at have de to guitarekvilibrister med som support.
Søren Andersen udtaler: “Vi er enormt stolte og taknemmelige for den plads publikum har givet os på den danske rockscene. Det skal fejres, og og det kan vist ikke gøres bedre end en 10-års jubilæumstour rundt i det danske land. Vi ryster posen og finder sange fra alle 4 albums plus lidt overraskelser, og jeg GLÆDER mig!”
Mika Vandborg supplerer: “Jeg glæder mig mere end nogensinde til at spille sange fra hele vores bagkataloget og have fokus på hvor meget elektrisk guitar vi kan presse ind i en koncert på en aften.”
Forstærkerne er sat til 11 og de fede guitarsriffs er klar når ELECTRIC GUITARS spiller på Fatter Eskil 22. december.